Med lysets evne til at skabe og fremhæve sætter Bjarnhoff fokus på eksklusivt interiør, og mellem 2013-2015 lå deres showroom i Bredgade i København. Hele studiet er opbygget med stramme linjer, og den centrale køkkenø med Vasellis karakteristiske enkle design understreger dette. ZURFACE har gennem mange år samarbejdet med italienske Vaselli, som integrerer natursten med træ og metal til elegante interiørløsninger med usynlige sammenføjninger, hvor materialerne smelter sammen.
Den skulpturelle køkkenø i Bjarnhoffs showroom viser, hvordan Vasellis løsninger tager udgangspunkt i stenens variationer med årer og nuancer, som er resultat af naturens og vandets bevægelser. Hvert enkelt projekt udvikles fra bunden og med krævende udvælgelse af stenen, indtil kunder og designere er tilfredse.
Travertinens varme flade fører de mørkere årer hen ad køkkenets lodrette flader. Siderne er uspartlede og viser det organiske spil i den italienske travertin Becagli. Bordpladen med arbejdsområde og vask er slebet for at sikre modstandsdygtighed. Hele køkkenøen hæver sig som et samlet hele fra egetræsgulvets parket. Langs væggene indrammes gulvet af en bort af eksklusiv Burlington Baycliff Lord, som går igen over hele studiet.
I studiet har Bjarnhoff også arbejdet med metal, kork og læder for at få taktile overflader i rummene. Materialerne spiller op mod den glatte travertin på køkkenets arbejdsflader og gulvets ensartede Burlington-fliser.
»Brugen af det bløde trægulv og stenen giver rummet forskellig karakterer. Det er ærlige materialer som klæder hinanden,« siger arkitekt Maiken Kasdorf fra Bjarnhoff.
Hun peger på, hvordan bagvæggen i køkkenet også er beklædt med den uspartlede travertin.
»Det giver en enorm effekt, når lyset er tændt i glasskabet, der pryder bagvæggen,« siger Maiken Kasdorf.
STED/ København
OPFØRELSESÅR/ 2013
ARKITEKT/ Bjarnhoff
BYGHERRE: Bjarnhoff
MATERIALE / Travertin Becagli (vein cut), Burlington Baycliff Lord